Du er her:  ForsideReferencer
Referencer Minimer

Osteopati som behandlingsform i forbindelse med piskesmæld

Jeg vil her beskrive, hvordan Osteopati har hjulpet mig i forbindelse med en piskesmældsskade.
For at give en fornemmelse af mit behandlingsforløb og de frustrationer, man som piskesmældspatient løber ind i, vil jeg i store træk beskrive, hvordan mit behandlingsforløb har været.

Jeg pådrog mig, i forbindelse med et færdselsuheld, i marts 2003 en piskesmældsskade. Jeg tog på skadestuen samme dag, og fik fortalt, at jeg havde fået et lille piskesmæld. Lægen meddelte mig, at jeg skulle tage den med ro et par dage, og at jeg ikke ville få varige mén af skaden.

Allerede næste dag havde jeg kraftig hovedpine og ondt i nakken. Dette fortsatte og ca. en uge efter uheldet tog jeg kontakt til min egen læge. Hun kunne fortælle mig, at man ikke havde nogen effektiv behandling mod piskesmæld, da erfaringerne viste, at fysioterapi og kiropraktik ikke havde nogen effekt. Jeg blev sendt hjem med nogle gigtpiller, og fik at vide, at det bedste var at genoptage min daglige gøren og laden så hurtigt som muligt.

I Maj måned 2003 tager jeg igen kontakt til min egen læge, da jeg fortsat har store géner som følge af skaden. Jeg får udskrevet en ny recept på smertestillende piller, og får samtidig en henvisning til en fysioterapeut. Jeg får i perioden 20. maj 2003 til 15. september 2004 i alt 24 behandlinger hos fysioterapeuten. Jeg vælger dog selv at stoppe behandlingerne, da de ikke har nogen mærkbar effekt.

I september 2003 tager jeg igen kontakt til min egen læge. Jeg har det meget skidt, og er meget træt af at være så meget sygemeldt. Lægens konklusion er, at jeg ser meget deprimeret ud, og foreslår om jeg ikke vil have noget medicin mod en depression. Jeg bliver mildest talt noget overrasket og afslår lægens tilbud. Jeg meddeler lægen, at jeg er af den opfattelse, at hvis jeg bare kunne blive smertefri, så ville mit problem være løst. Lægen henviser mig til en Reumatolog, men heller ikke her er der meget hjælp at hente.

Tiden går og i januar 2004 bliver jeg af min familie gjort opmærksom på, at der i TV2 øst har været et indslag med en, som havde stor succes med behandling af piskesmældsskader.

Jeg tager derefter kontakt til Osteopat Hans Andersen, der medvirkede i indslaget, og får hurtigt en tid til behandling, I forbindelse med den første behandling foretog Hans en meget grundig undersøgelse, og dette var en positiv oplevelse i forhold til den Fysioterapeut, som jeg tidligere havde konsulteret. Allerede efter 1 behandling kunne jeg mærke en forbedring, og efter 2 behandling havde jeg for første gang i lang tid en periode uden smerter eller hovedpine. Jeg er stadig i behandling / genoptræning og har fået det bedre. Jeg har nu håb om, at jeg med tiden helt kan undvære behandlingerne.


Jeg har på min egen krop mærket hvor frustrerende det er, når det anerkendte behandlingssystem ikke kan hjælpe. Jeg håber derfor, at min lille historie kan være medvirken til, at man vil anerkende Osteopati som behandlingsform.

Med venlig hilsen
Rikke Bentzen


 

 

Jeg kan varmt anbefale osteopati
Mit navn er Kikki, og jeg er ramt af dobbelt piskesmæld, som en følge af 2 x biluheld. Ved begge uheld var jeg passager og bar sele, da en anden bil kører op bag i os. Jeg ryger fremt og tilbage, og får senere diagnosen piskesmæld. Første uheld sker i oktober 2002 og det andet i oktober 2003.

Efter ulykkerne har jeg haft symptomer som:
- Smerter i nakke, svimmelhed og kvalme
- Sovende fornemmelse i højre arm
- Koncentrationsbesvær
- Hukommelsesproblemer
- Svært ved at læse
- Humørsvingninger, nemt ved at blive irritabel

Af behandlinger har jeg forsøgt mig med fysioterapeut, kiropraktor, massør.... - Men ingen af delene har formået at fjerne mine smerter permanent.

Efter 1½ år med konstante smerter bliver man meget skeptisk over for behandlingsmuligheder, men er samtidig villig til at prøve lidt af hvert, så da jeg fik muligheden for at komme til osteopat - så slog jeg selvfølgelig til. Og det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Allerede efter første behandling kunne jeg mærke en klar bedring og har nu efter flere behandlinger fået modet tilbage og jeg ved at osteopati er den behandling, der skal til for mig.

Der findes sikkert også andre piskesmældsramte, der ligesom mig har følt/føler sig fortabte, og til dem vil jeg helt klart anbefale at prøve osteopati.

Med venlig hilsen
Kikki Boesgaard



Kære Hans Andersen,

Jeg er så taknemmelig for de resultater, du har opnået med mig efter kun 5 behandlinger.

Jeg fik en ny hofte i venstre side den 19. februar 2003, og har siden da haft smerter når jeg gik. Jeg kunne knapt gå 1 km.

Jeg har prøvet mange forskellige behandlinger, men intet hjalp, så jeg var ved at opgive, da jeg læste om en osteopat der skulle åbne klinik. Jeg var ikke helt sikker på om det måske kunne hjælpe mig, men jeg besluttede at give det en chance. Og heldigvis for det. Jeg fik min første behandling hos dig den 26. januar i år og havde på det tidspunkt så mange smerter i ryg, balle og ned i venstre ben.

Jeg har hele tiden troet at smerterne stammede fra min nye hofte, men det viste sig altså at det var ryggen det var galt med.

Idag er jeg smertefri og kan allerede gå 5-6 km uden problemer.

Med venlig hilsen
Elin Olsen
4700 Næstved

 


 

Min bækkenløsning begyndte i 1984 i forbindelse med første graviditet. Den blev dog ikke diagnosticeret før jeg var gravid igen i 1986 også selvom jeg havde haft gener hele tiden. Derfor fik jeg heller ikke behandling. Først i 88 lykkedes det at finde en behandler, fysiurg Louise Hjort, der kunne afhjælpe geneme ved behandling og træning sammen med en sygemelding.
Frem til 93 gik det meget godt så længe jeg ikke lavede noget der er hårdt fysisk. Huskede at bevæge mig symmetrisk.
I 93 fik jeg ved et uheld et slemt vrid og alle generne begyndte igen. Forskellig alm. Fysioterapi blev forsøgt. Noget gav en kortvarig forbedring, men jeg oplevede også at behandlingen forværrede tilstanden på lang sigt. Det endte med hyppig brug af krykker, en meget kort gangdistance, en fibromyalgi og heraf følgende pensionering.
I 97 el. 98 bestiller jeg ved et tilfælde tid hos Hans Andersen der på det tidspunkt arbejder i en fysioterapiklinik med mange ansatte. Det bliver et vendepunkt i min behandling. Jeg har på det tidspunkt en del følger af at have gået med et skævt bækken med låste led i mange år. Bl.a. højre skulder og side af ryggen falder sammen så det giver en yderligere skævhed. Det er ribbenene der sidder forkert på nuværende tidspunkt. For første gang oplever jeg en helhed i behandlingen der fører konstant fremad. I ryk ganske vist og med tilbagefald når jeg lige skulle prøve om jeg nu kunne grave haven eller danse en hel nat. Men selv med de værste tilbagefald kom jeg ikke tilbage til brug af krykker.
Undervejs læste Hans til Osteopat og jeg kunne i min behandling opleve de nye ting han lærte og hvilken forskel det gjorde for min helbredelse. Rask er jeg ikke og det bliver jeg nok heller ikke dertil er der gået for mange år inden jeg begyndte den rigtige behandling. Jeg har nu et stabilt bækken der meget sjældent giver problemer, min skulder og ryg er lige igen. Det kræver dog stadig behandling ca. en gang om måneden at holde den lige. Der er stadig problemer med led i nakke og ryg der låser, og der opstår let overbelastninger rundt omkring, men jeg kan nu arbejde på ½ tid og kan leve et normalt liv med skyldig hensyn til hvor stor fysisk belastning jeg byder mig selv.
Jeg er overbevist om at havde der ikke gået 13- 14 år fra jeg fik bækkenløsning og til jeg mødte Hans ville jeg have været rask i dag.

Ketty Pedersen
4683 Rønnede



Jeg er en kvinde på 32 år som fødte mit første barn sidste år, altså d. 21-09-03. Jeg fik konstateret bækkenløsning ca. 4 mdr. henne i min graviditet, og blev sygemeldt øjeblikkeligt, da det var særdeles fremskredet allerede. Jeg fik at vide, at der ingen hjælp var at hente, jeg måtte bare tage det med ro, og vente på, jeg havde født, så det kunne gå i sig selv igen. Det skulle imidlertid vise sig, at blive rigtig slemt. De sidste 4 mdr. af min graviditet kunne jeg kun ligge i min seng, og vente på at føde. Jeg havde så mange smerter, at jeg intet kunne foretage mig, ikke engang gå en tur.

Nå, men jeg fødte så, og det var stadig meget slemt. Så kom jeg til at snakke med en arbejdskollega, der anbefalede mig osteopaten Hans Andersen i Næstved, hvilket viste sig at blive min redning.
Allerede efter 3 behandlinger kunne jeg næsten alt igen. Selvfølgelig skulle jeg jo til at træne min krop op igen, da den jo havde været i ro i næsten 9 mdr., men nu, med bare 6 behandlinger er jeg næsten rask, kan stort set alt det jeg kunne inden jeg blev gravid, det er fantastisk!

Jeg sidder så tilbage, uforstående overfor, at man ikke bliver tilbudt sådan en behandling, det kunne måske for mit vedkommende have betydet, at jeg kunne være blevet på mit job måske 3 mdr. længere. I stedet måtte jeg tilbringe over det halve af min graviditet i sengen, hvilket også betyder, at det bliver mit første og eneste bam. Alene tanken om at skulle igennem det hele en gang til, kan jeg slet ikke bære.

Med venlig hilsen
Karina Vang Jensen
 

Specialer Minimer

- Piskesmæld
- Ryg-smerter
- Hovedpine
- Bækkenløsning
- Børnebehandling
- Fodproblemer

Kontakt og tidsbestilling Minimer


Eskadronsvej Fysioterapi & Osteopati
Eskadronsvej 4,D - 4700 Næstved
Telefon 5573 8844 - Fax 5573 8845
E-mail: mail@naestvedrygcenter.dk

Købmagergade Fysioterapi
Købmagergade 4 - 4700 Næstved
Telefon 5573 6669
E-mail: mail@kfys.dk

Glumsø Fysioterapi
Storegade 10 - 4171 Glumsø
Telefon 5550 0048
E-mail: mail@naestvedrygcenter.dk 

Telefontid/Tidsbestilling
Man-Fre  08.00-11.30  og  13.00-14.00
 

);